Skip to content

Pakkeliste til din næste stilheds-retreat

Jeg er lige kommet hjem fra en måned i stilhed på det skønne retreat-center Forest Refuge i Barre nær Boston i USA. Jeg var der i hele april måned, og netop den måned stillede både krav til påklædning (og begrænsningens kunst), da vejret er meget omskifteligt i den måned, og at jeg samtidig skulle rejse med så lidt bagage som muligt. .

Jeg er derfor blevet opfordret til at dele min pakkeliste med dig her på min hjemmeside, og det vil jeg naturligvis utroligt gerne. Så kan du lettere få overblik over, hvor få ting, du egentligt behøver på en stilheds-retreat.

Jeg har desuden sørget for, at du kan hente min pakkeliste i pdf her nederst i artiklen, så den er lige til at printe ud og sætte kryds ved efterhånden som du får pakket.

Begrænsningens kunst og enkelhed

Jeg har efterhånden været på rigtig mange retreats i udlandet, og er blevet ret god til at begrænse mig og skære alt overflødigt væk. Det er faktisk ret befriende at gøre det enkelt, hvilket i og for sig også er meningen med selve retreaten, nemlig at forenkle hverdagen og livet. Enkelhed smitter også positivt af på din sindstilstand.

Inden du tager pakkelisten frem og begynder at pakke til retreatet, vil jeg anbefale dig, at du lige tjekker, hvad der tilbydes på retreat-stedet, så du ikke får slæbt overflødig bagage med dig. Jeg har også nævnt nogle ting, som du slet ikke har brug for på en stilheds-retreat.

Gør dig det behageligt

Det skønne ved en stilheds-retreat er, at du kun bør tænke på, at gøre dig det behageligt, og helt droppe tanken om at se godt ud eller at være klædt i nyt og smart tøj. Det behagelige tøj vil du virkeligt sætte pris på, når du begynder at blive mere og mere afslappet, efterhånden som du kommer dybere i dine meditationer.

Lad også alle beauty-produkterne blive hjemme, så du kun skal fokusere på, hvordan du har det og bruge din energi på at nyde naturen og komme i dybden i meditationerne.

Og ikke mindst… Lad endeligt din computer blive hjemme, og sluk din smartphone, så du kan koble fuldstændigt af. Der er ingen grund til at putte flere tanker ind i hovedet, når det måske netop er en tungtvejende grund til at du tager på retreat. Du kan give dine nærmeste besked om, at du ikke besvare telefonen i de dage du er i stilhed.

Drop parfumen på din pakkeliste

På de fleste retreats er det god karma at droppe parfume og parfumerede produkter – også selvom det er produkter med naturlige blomsterdufte.

Der kan være parfumeallergikere blandt deltagerne på retreatet, men selvom du ikke er allergisk over for parfume, kan det let genere luftvejene, fordi alle duftindtryk forstærkes, når du vender blikket indad og du begynder at meditere mere intensivt.

Det er også en fordel at lade parfumen blive hjemme, fordi de kan forstyrre de mange skønne dufte, der er i naturen. Jeg elsker fx duften af nyslået græs og ny-udsprungne syrener. Parfumen kan også tage magten fra at madnydelsen, fordi lugten er en stor del af smagsindtrykket.

 

Uld eller bomuld på din pakkeliste

Der er en del uld på min pakkeliste, da jeg er ret kuldskær. Men uld har også den fantastiske fordel, at det er godt til at regulere kropstemperaturen, så du ikke så let kommer til hverken at fryse eller svede.

Når du begynder at meditere mere, kan du måske også opleve, at du har brug for at tage varmere tøj på end du normalt har. Det skyldes, at blodtrykket falder, når stress-niveauet sænkes, og du får tankerne til at stilne af og får roen til at brede sig i kroppen.

 

Næste weekend retreat i fredelige omgivelser kommer du med på her>>

Pakkeliste til din næste retreat

Pakkelisten er naturligvis kun vejledende. Så afstem listen med årstid og forventet vejr og temperatur.

Meditationsudstyr

Meditationspuder fra Lotus

Det kan bestå af meditationspude eller skammel, meditationsunderlag og/eller yogamåtte. På nogle retreat-steder er der allerede alt udstyr, men nogle foretrækker at tage eget grej med. Du kan også vælge at sidde på stol, så du slet ikke skal tænke på siddegrej.

Sengelinned

De allerfleste steder er der sengelinned og håndklæde på værelset, når du ankommer. Men tjek det lige for en sikkerheds skyld. På mine retreats forefindes det på stedet og er med i prisen.

Varm tæppe, sjal og tørklæde

Et varmt tæppe eller to er godt til, hvis du ligger ned og mediterer eller i bodyscan meditationerne. Jeg har investeret i et skønt alpaka-uldtæppe, der er super varmt, men næsten ingenting vejer. Det er naturligvis slet ikke nødvendigt.

Et uldsjal er skønt at slynge om benene eller skuldrene, når du sidder og et tørklæde til at beskytte nakken er også ganske rart.

Behagelig påklædning

Varm trøje

  • Jeg har altid en uldtrøje med mig, og tykkelsen variere alt efter årstid. Men forår og efterår i Danmark kan godt være lidt lunefuld. En fleecetrøje er også superpraktisk, og kan let tages af og på, bruges under en udejakke osv.

Varme sokker

  • Varme sokker til indendørs brug i meditationslokalet eller hvis der ellers er fodkoldt, der hvor du går.

T-shirts

  • Tag nogle behagelige kort- eller langærmet t-shirts med.

Undertrøje og leggings i uld eller bomuld.

  • På nogle retreats er der ret køligt i meditationslokalet. Tag derfor gerne undertrøjer og et par leggings med, som du ellers også kan vælge at sove i om nødvendigt.

Behagelige bukser

  • Behagelige løstsiddende bukser. Er de lidt tynde i kvaliteten kan det desuden være praktisk med et par leggings under.

Håndledsvarmere

  • Håndledsvarmer er for den kuldskære, men er fantastisk til at holde på varmen i kroppen. Jeg fik et par af en meditationsveninden, og har haft dem med på retreat lige siden. De fylder jo nærmest ingenting, og kan redde dig fra at fryse.

Indendørs fodtøj

  • Sko der lige er til at stikke i, så du let kan komme fra meditationslokalet og til dit værelse.

Gode gå/vandre sko

  • Jeg elsker mine Nike Free. Og evt. et par gummistøvler eller vandrestøvler, der er vandtætte i regnvejr. Det kan være skønt at komme ud i regnen på en retreat, når man er klædt på til det.

Paraply

  • Paraply, hvis du foretrækker det. Tag evt. en lille taskemodel med.

Meditationskursus 2 - stilhed ved havet

Udendørs jakke

  • Praktisk udetøj som fx regntøj eller vindtæt jakke – Jeg vil anbefale, at man overvejer det praktiske tøj fordi de gående meditationer oftest foregår udendørs.

Hue, handsker og tørklæde

  • Er det den kølige årstid, så tag endeligt hue, handsker og varmt tørklæde med til de udendørs gående meditationer. Der er ikke så meget varme i at gå i et langsomt tempo, og så giver det også mulighed for at sætte dig stille i naturen og bare nyde.

ørepropper

  • Er du lydfølsom, kan du måske have glæde af et par ørepropper. Jeg har altid et par med i min toilettaske, men har faktisk aldrig fået dem brugt. Men de fylder jo heller ikke meget, så det kan være rart at have dem med for en sikkerheds skyld.

Toiletsager

  • Tag parfumefri shampoo, sæbe og cremer med.

Medicin

  • Husk endeligt din livsnødvendige medicin.

 

Du kan hente min pakkeliste til din næste retreat her >>

 

Jeg håber du får glæde af pakkelisten, og vil glæde mig til at møde dig på min næste stilheds-retreat.

Kærligst Lise Lotte

 

Find  næste stilheds-retreat i fredelige omgivelser i smuk natur her >>

Læs også:

Hvorfor skal du tage på stilheds-retreat >>

 

Lise Lotte Trujillo har siden starten af 1990erne haft en særlig interesse for den nødvendige balance mellem krop og sind. Hendes passion er at hjælpe andre med at finde nøglen til et mindre stressfyldt, mere balanceret og meningsfyldt liv. Lise Lotte er blandt andet uddannet akupunktør, Narrativ Samtaleterapeut, MBSR mindfulness lærer fra Aarhus Universitet og er sideløbende meget optaget af den oprindelige psykologi og filosofi fra buddhismen, der har mere en 2.500 års visdom at trække på.

Hun er blandt pionererne indenfor online mindfulness undervisning.

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top

Vil du sove godt igen?

 

Kurset indeholder:

 

5 korte og overkommelige mikropodcasts med konkrete redskaber til en god nattesøvn, skøn morgen & dejlig dag.

 

Det koster 0 kr., og du kan altid afmelde dig igen, hvis du ønsker det

God nattesøvn – skøn morgen – dejlig dag