Skip to content

Tinas rørende historie om stress, smerter, mod og tilgivelse

Tina har fortalt mig lidt om hendes personlige historie og rejse gennem mindfulness og indsigtsmeditation, der begyndte på MBSR 8-ugers kurset, og som har skabt forunderlige forandringer i hendes liv. Nu har jeg fået lov at interviewe hende og dele interviewet med dig.

Sæt dig godt til rette, for Tinas historie giver stof til eftertanke.

 

Hvordan har det været at meditere fra start til nu?

Jeg har i mange år gået med tanken om at meditation og mindfulness ville være godt for mig.

Jeg har været ramt af stress. Specielt i den periode, hvor jeg oplevede at mine tanker og følelser pludselig kom lidt ud af kontrol overvejede jeg det virkelig.

Dog blev startskuddet for mig, at jeg pludselig fik smerter, flere og flere smerter forskelligsteder i kroppen. Jeg havde til tider så mange smerter, at jeg synes det var svært at holde ud til at være i min egen krop. Smerterne begyndte at forhindre mig i at gøre og udfører ting, som jeg virkelig holdt af og som betød noget for mig. F.eks. kunne jeg ikke længere gå mine daglige ture i skoven. Fordi jeg simpelthen havde så mange smerter i mine fødder. Når jeg havde fri fra job, så kunne jeg ikke længere holde ud til hverken at stå eller gå.

Det gik udover min energi, mit overskud, og jeg havde også en følelse af, at det begyndte at gå ud over min relation til andre. Min ”lunte” blev ganske enkelt kortere, det kunne jeg ikke holde ud og ønskede ikke at udsætte nogen for. Det betød at jeg trak mig mere og mere ind i mig selv.

Jeg havde søgt hjælp ved både læge, speciallæge og alternativ behandling, men smerterne forsvandt ikke.

Jeg undersøgte igen i desperation om mindfulness ville være løsningen, og faldt over det kursus hos Lise Lotte, som hedder MBSR. Det er et gennemtestet forskningsmæssigt velafprøvet mindfulness program, som strækker sig over 8 uger. Herigennem lærte jeg blandt meget andet at håndtere mine smerter og min stress. 

Det er nu ca.1 år siden jeg tog dette kursus. Det var svært, men også virkningsfuldt. Svært fordi det langsomt gik op for mig, at jeg ikke evnede at trække vejret helt ned i maven, men kun trak det meget overfladisk.

At kunne trække vejret dybt og roligt er en forudsætning for at kunne få fuldt udbytte af meditation, så det satte jeg mig for at lære. Jeg havde ondt lige meget, hvordan jeg forsøgte at meditere. Både når jeg lå ned, sad op eller lavede gående meditation, men jeg kunne mærke at det alligevel gjorde noget godt for mig, så derfor fortsatte jeg.

Med tiden blev jeg en form for ven med mine smerter i stedet for at være bange for dem.

Lise Lotte har sagt mange kloge ting og henvist til mange fantastiske ordsprog

Hun fortalte på et tidspunkt at der var stor forskel på smerte og lidelse. Alle oplever smerte i løbet af livet. Det er uundgåeligt, men hvis man oveni smerterne ligger en masse frygt og bekymringer, så bliver smerterne til lidelse. Der er både tungt og hårdt at være i.

En anden fantastisk ting, som jeg har lært af Lise Lotte er at alt er i konstant forandring. Det betyder heldigvis også, at selv den værste smerte ændrer sig. For mig er det noget af det, der har gjort det nemmere at være i. Jeg har i dag nemmere ved at acceptere de dage, hvor jeg har smerter, for jeg ved at jeg selv kan være med til at ændre det, så det ikke eskalerer til lidelse.

Jeg har taget en del mindfulness kurser gennem Lise Lotte efter MBSR kurset. Både hos hende, men også online kurser, som hun har udbudt. Det har betydet, at jeg finder mere og mere hjem til mig selv. Finder ro, hvile og balance.

Jeg har lært at trække vejret helt ned i maven. Dybt og roligt. Lært både at meditere siddende, liggende og gående. Lært at tømme hovedet for tankemylder og bekymringer. Lært at stoppe med at bekymre mig om, hvad andre måtte tænke og mene om mig, og min måde at håndtere livet på. Det er virkelig nogle fantastiske gaver.

Noget af det mest betydningsfulde for mig har været bekendtskabet med Kærlig-venlighed meditationerne og læren om de 4 Brahma vihara, samt indsigtsmeditation.

Jeg har været på en personlig rejse det sidste års tid. En vigtig rejse, som har fået mig til at indse at jeg måtte ændre nogle ting i mit liv, for at få det godt.

Jeg besluttede at finde et nyt job med færre timer, og hel andre arbejdstider. Et job med mere glæde. Det skulle give mere tid og energi både mens jeg var på job, men også når jeg havde fri. De ekstra timer hjemme ville jeg bruge på at meditere, træne, sove og gøre ting som bringer glæde ind i livet.

Desuden har kærlig-venlighedsmeditationerne, samt indsigtsmeditation gjort mig klar til at tilgive og ligge en livslang konflikt med min mor på hylden. Jeg havde ikke haft kontakt med hende i 6 år. Jeg kunne gennem meditation langsomt mærke at tiden var inde til at se hende igen og slutte fred med alt det der var sket.

Mødet var både svært og hårdt, for efter et årelangt alkoholmisbrug har min mor fået en alkoholdemens, så hun anede ikke hvem jeg var. Det var heldigvis en situation jeg havde forberedt mig på gennem meditationerne, så var det svært og hårdt, ikke at blive genkendt af sin egen mor, men også okay.

Hun havde et splitsekund med klarhed, hvor jeg fortalte at jeg var hendes datter. Hun stirrede på mig og sagde: Er det virkelig rigtigt? Det er længe siden vi har set hinanden. Det føles nærmest som om, vi har været uvenner, og så var hun ”Væk” igen. Det var meget stærkt. Jeg græd og græd.

Læren om at alle ønsker at være lykkelige har været vigtig for mig. Det ønsker min mor også. I dag kan hun ikke erindre, hvad der er sket. Jeg er taknemlig for at hun ikke sidder og ser tilbage på alt det forfærdelige der er sket gennem årerne.

I stedet er hun taknemlig for at få besøg også af mig, selvom hun ikke forstod hvem jeg var. Hun fortalte at hun følte sig forkælet, når min far kom på besøg og havde lækkerier med til hende.

Det lyder absurd men for alles skyld er jeg glad for at hun ikke lider, men er taknemlig. Jeg er glad for at den kvinde som har gjort mig, sig selv og resten af familien så meget ondt på grund af sit misbrug er ”væk”.  Hun kan ikke gøre mig fortræd mere. Jeg kan nu koncentrere mig om at mindes alle de gode stunder, der trods alt også har været, og på for altid slutte fred med de svære.

Hvad har det betydet at holde fast i din praksis?

Det har betydet, at jeg har fået et rum, som er mit – kun mit. Her kan jeg tømme hovedet, lade op, fokusere, koncentrere mig, få kroppen i ro og trække vejret dybt. Det giver energi og overskud til alt andet.

Det betyder også at jeg har lært mig selv rigtig godt at kende. Jeg kan tydeligt mærke, hvornår jeg har brug for at trække mig tilbage og meditere. Jeg har ganske enkelt fået mere indsigt i mig selv, blevet gladere og mindre bekymret.

Hvordan er det at meditere med andre?

I starten skulle jeg overvinde mig selv i forhold til at meditere sammen med andre. Jeg husker tydeligt at Lise Lotte sagde noget, som hjalp mig rigtig meget på MBSR kurset.  Hun sagde, at vi kun skulle koncentrere os om os selv, og hvordan vi havde det. Hvordan de andre deltagere måtte have det, skulle hun nok tage sig af. Det var helt nyt for mig, og meget befriende. Det var netop noget af det som spændte ben for mig i relation til andre mennesker. Jeg har altid været så optaget af, hvordan andre havde det at jeg helt glemte mig selv, og hvordan jeg havde det.

Alligevel var der en følelse af venlighed, respekt, glæde og samhørighed blandt deltagerne både på dette kursus og de efterfølgende kurser.

Betyder det noget at meditere i fællesskab?

Ja, det betyder hel bestemt noget at mediterer i fællesskab. Der er altid en fantastisk energi i rummet. Alle er der fordi de har lyst til at være der. Lyst til at mediterer og fordybe sig.

Der er der ingen forstyrrende elementer. Der opstår ikke noget, som er vigtigere end meditationen. Der er sat tid af til det, og kun det.

Det giver mulighed for at dele erfaringer og søge ny viden og forståelse.

Er det svært at meditere i 40 minutter?

I starten synes jeg det var rigtig svært med de lange meditationer. Det var på grund af udfordringer med vejrtrækningen, smerter, tankemylder og rastløshed.

Men i dag efter mange timer træning, tålmodighed og gode redskaber kan det føles som om 40 minutter flyver afsted. De lange meditationer giver en hel anden koncentration, ro og fordybelse.

Jeg drømmer om at tage på et længerevarende stilheds retreat.

Kom med i fællesskabet og begynd din egen mindfulness rejse her >> 

Tinas mindfulness rejse har rørt mig meget, da jeg genkender mange af de udfordringer, der er i starten, når man skal til at sidde stille med stress, smerter eller andet. Heldigvis fortager det sig relativt hurtigt, og som du kan læse ud af Tinas historie, er det det hele værd ☺

Er du også i gang med mindfulness? Hvad betyder det for dig at være i et trygt meditationsfællesskab?

Del gerne dine tanker med mig herunder. Jeg vil elske at høre fra dig ☺

 

Lise Lotte Trujillo har siden starten af 1990erne haft en særlig interesse for den nødvendige balance mellem krop og sind. Hendes passion er at hjælpe andre med at finde nøglen til et mindre stressfyldt, mere balanceret og meningsfyldt liv. Lise Lotte er blandt andet uddannet akupunktør, Narrativ Samtaleterapeut, MBSR mindfulness lærer fra Aarhus Universitet og er sideløbende meget optaget af den oprindelige psykologi og filosofi fra buddhismen, der har mere en 2.500 års visdom at trække på.

Hun er blandt pionererne indenfor online mindfulness undervisning.

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top

Vil du sove godt igen?

 

Kurset indeholder:

 

5 korte og overkommelige mikropodcasts med konkrete redskaber til en god nattesøvn, skøn morgen & dejlig dag.

 

Det koster 0 kr., og du kan altid afmelde dig igen, hvis du ønsker det

God nattesøvn – skøn morgen – dejlig dag