jeg bliver ofte spurgt, hvordan det r at være afsted i en hel måned , og har du aldrig været på stilheds-retreat, kan du måske tænke, at det må være umuligt at skulle være tavs så længe. Det er det ikke. Men det er naturligvis noget man træner sig lidt op til, som fx at skulle løbe et marathon. Så man kan vel godt kalde den måned, jeg var afsted for en mental marathon.

De fleste mennesker kan være i stilhed over nogle dage – også selvom du nu sidder og tænker “jeg kan i hvert fald ikke—“. Og stilheden har virkeligt en magisk virkning på din krop, dit sind og hjerteglæden. jeg håber derfor at mine oplevelser kan inspirere dig til at tage afsted.

jeg befandt mig en måned på Forest Refuge i Barre – 2 timers kørsel fra Boston, og det er her mine oplevelser er fra.

Værsgo! og rigtig god læselyst.

At føle sig forstået

Dagbogsnote 1

Det var hen under aften, og jeg havde rejst i over 22 timer. Jeg  var omsider ankommet til The Forest Refuge i Barre – et stort retreat center midt i et skovområde i Massachusetts. Det var blevet mørkt, og der var meget stille. Kun et par ugler kunne høres i det fjerne.

Jeg tog en stor mundfuld af den friske skovluft., og mærkede taknemmeligheden over at have en hel måned til mig selv, og til at komme i dybere kontakt med kroppen, sindet, naturen og stilheden.

Rejsen til The Forest Refuge havde været lang, men i virkeligheden var det ingenting ved siden af den lange mentale rejse, jeg havde været på i efterhånden 25 år.

Jeg trængte dog i det øjeblik alligevel virkeligt til at få noget søvn.

Da jeg slog øjnene op næste morgen, mærkede jeg stadig rejse-trætheden i kroppen. Jeg slog det lidt til side og tænkte ”nu skal jeg virkelig have noget ud af det mens jeg er her”.

Jeg havde denne gang valgt en individuel stilheds-retreat, hvor jeg ikke blev holdt i ørene, men derimod selv skulle motivere mig selv og selv strukturere mine dage. Det glædede jeg mig til.

Derfor begyndte jeg tidligt den første morgen, og fortsatte indtil sen aften.

Det gjorde jeg  også den næste dag.

To dage senere sad jeg i biblioteket til et af de 2 ugentlige interviews med min meditationslærer Annie – en skøn kvinde med 40 års meditationserfaring. Hun smilede til mig, da jeg slog ud i latter…

Jeg havde lige fortalt, hende hvordan jeg bare havde kløet på lige fra den første morgen – uden at tage hensyn til den lange rejse og tidsforskellen mellem Danmark og USA. Det var rart at sidde der og grine med min lærer, at blive lyttet til og føle mig forstået af en, der vidste, hvad jeg talte om.

Jeg fik justeret lidt på min dagsrutine og praksis.

Og så skete der ellers noget…

Tag på retreat i skøn natur >>

Fri og uhindret latter

Dagbogsnote 2.

Det var kun halvandet døgn siden, at jeg havde fået nye instruktioner af min meditationslærer Annie. Ja, i virkeligheden var det bare små nye mentale ændringer i de meditationer, som jeg ellers kender så godt. Men de små mentale justeringer, havde ført til, at jeg denne tidlige morgen mærkede en hetl ny dybde i mine meditationer, der havde ført til flere indsigter.

Efter morgenmeditationen gik jeg i retning af spisesalen. Ned gennem den solrige glasgang bevægede jeg mig langsomt og meditativt. Jeg var helt nærværende med mine fødder, der skiftevis løftedes og igen fik kontakt med gulvet. Den ene fod foran den anden igen og igen.

Pludseligt mærkede jeg symptomerne. Den velkendte kildrende fornemmelse i maven. Den flyttede sig opad, og den var fyldt med energi.

Jeg begyndte at fnise – ligesom da jeg var barn, og  så pludseligt min gamle skoleveninde for mig. Hun kunne lave skøre ansigter på de mest upassende tidspunkter, så jeg var ved at sprutte af grin.

Jeg forsøgte at slippe tankerne, så de ikke ville forstærke min fnisen…

Haha… haha… haha…

Jeg sad midt i havregrøden og lyttede til de forskellige lyde omkring mig. Det var som om alle mine sanser var opforstørrede til det femdobbelte. En af de andre yogier hældte cornflakes op i en tallerken.

Haha… haha… haha…

Jeg fik associationer til en reklame for morgenmad til børn. Du ved de her, hvor de har skruet helt unaturligt op for mikrofonen, så den sprøde og knasende lyd skal giver os lyst til at spise det. Det var skørt det her, og det opleves som om min perception var lidt forvrænget – på en vildt morsom måde.

Haha… haha… haha…

Okay, det her latteranfald ville altså ikke lige stoppe… Så jeg rejste mig midt i havregrøden, forlod spisesalen, og gik ud i den friske morgenluft. Jeg gik stille rundt i haven – helt vågen og med kroppen sprængfyldt med energi.

 

 

Kedsomhed, sult og ubehag

Dagbogsnote 3.

30 yogier slog ud i latter på en gang… …på denne aften, hvor meditationssalen svingede af humor, alvor, genkendelse og stille eftertænksomhed.

Jeg sad op ad den japansk inspirerede væg bagerst i salen, og kunne kigge direkte op på min meditationslærer Annie. Hun var aftenens dharma-taler, og temaet var frygt – et helt centralt tema i den buddhistiske psykologi. Det er også et alvorligt emne, fordi det let kan komme til at fylde unødvendigt meget i vores liv.

Annie havde på en morsom måde fortalt en historie fra den første gang hun tog på retreat. Inden hun tog afsted, havde hun været… Lad os sige ”bange for”, at det ville blive en oplevelse af: Kedsomhed, sult og ubehag.

Det blev det ikke.

Det var naturligvis ikke sjovt, at hun havde frygtet det, men vi genkendte det… og vi forstod det… Hvordan frygt kan skabe historier, der aldrig rigtig bliver til virklighed. Vi havde sikkert alle haft lignende tanker inden vi tog afsted første gang, og frygt kan så let afholde os fra at gøre ting der er gode for os, og det kendte jeg bestemt godt.

Selvom jeg ikke kendte de andre på retreatet, da vi jo er i stilhed, så skabes der på en retreat et helt særligt rum af fælles forståelse, medmenneskelighed, nærvær og medfølelse. Det rum af omsorg blev yderligere forstærket af Annie, der guidede aftenens afsluttende compassion meditation.

Compassion (medfølelse) er en omsorgsfuld og forløsende meditation, der i buddhismen er modgiften mod frygt, stress, skam, nervøsitet og meget mere.

Da Annie gik ud af meditationssalen, blev jeg siddende, og fortsatte meditationen på kærlig venlighed og medfølelse. Jeg ønskede det bedste for alle de mennesker, jeg kunne komme i tanke om – og for mig selv. ”

Vi er så mange der tørster efter kærlighed og medfølelse” tænkte jeg, da jeg efter et stykke tid gik ud på en af de mange verandaer og satte mig. Det var en mørk og klar april aften, og jeg mærkede den kølige vind i ansigtet. Jeg så en yogi, der meditativt gik frem og tilbage på stien inden mellem de høje træer. Det var beroligende at se på de langsomme glidende bevægelser.

Jeg ved egentligt ikke, hvor længe jeg sad der, men jeg skulle jo heller ikke haste nogen steder hen… Det var en skøn fornemmelse.

Hvis du vil se regnbuen

Dagbogsnote 4.

Jeg gik ned ad den stejle jordvej. Det var lige efter frokost, og jeg var på vej ud at gå min daglige tur. Omkranset af de høje smukke træer, mærkede jeg den stærke jordforbindelse og den bølgende og levende krop. Sindet var helt stille.

Men…

Formiddagen var forløbet helt anderledes.

En gammel sorg var dukket op i en meditation. Jeg havde mistet mine bedsteforældre i en ret ung alder, og pludseligt så jeg dem for mig. Men sorgen kunne i virkeligheden også stamme fra tabte relationer, tabet af en godtroende barndom og den frygtløse ungdom… Men jeg analyserede det ikke…

Jeg mærkede sorgen…

Medfølelsen…

Kærligheden…

Og sorgen, der aftog og trak sig væk og forsvandt.

Tiden stod stille… Den var ikke vigtig i det øjeblik.

Da jeg senere – helt let – gik der mellem de høje ahorntræer, Kom kloge ord til mig. De var vist sagt af Dolly parton engang, og lød så nogenlunde sådan:

“Hvis du vil se regnbuen, må du også kunne være med regnen”

Så smukt, ikke sandt?

Følelserne bliver så let undertrykkende for os, når vi ikke helt ved, hvordan vi kan anerkende og møde dem. Jeg var så taknemmelig for, at jeg havde lært det, og at jeg havde meditation og mindfulness med mig i livet.

Da jeg gik der i skoven, blandt de vilde kalkuner, egern og spætter, der engageret hakkede i barken, følte jeg en dyb forbundethed til naturen.

Det var som om, jeg kunne se regnbuen i det øjeblik.

Retreat i skøn natur ved Rørbæk Sø >>

Kan man tale efter en måned i stilhed

Dagbogsnote 5.

Jeg så mig tilbage mod The Forest Refuge en sidste gang, og lænede mig tilbage i sædet. Jo, det var med blandede følelser, at jeg sad der i bilen på vej til Boston lufthavn. Jeg mærkede vemod over at måtte forlade stedet… en taknemmelighed over at have fået så meget med mig… og glæden over at skulle hjem til min mand, og de mange, jeg holder af. Som jeg sad der i bilen, kunne jeg stille og roligt begynde at omstille mig til den ydre verden igen, så jeg lod bare følelserne komme og gå.

Da man efter 30 dage i stilhed, ofte er mere stille inden i end man lige går og tror, havde min meditationslærer – 4 dage forinden afrejsen – husket mig på at åbne lidt op til omverdenen, tale lidt og ringe hjem.

Men…

Jeg var så fredfyldt, og havde egentligt slet ikke lyst til at tale eller putte en masse tanker ind i mit hoved. På den anden side… jeg vidste jo godt, at begær er den største forhindring af alle… Begæret efter at stræbe efter tilstande og oplevelser eller at holde fast i dem.

Så jeg måtte lige summe over det en dags tid.

Dagen efter, og de sidste 3 dage på retreaten fik jeg arrangeret at gå tur med skiftevis den tyske og den amerikanske nonne – udenfor retreat centret. Jeg kendte dem ikke, og havde ikke talt med dem før.

Alligevel blev det et møde, jeg nok aldrig vil glemme. Du ve, et af de her møder mellem mennesker, hvor der øjeblikkeligt bliver skabt en dyb kontakt. Et ærligt møde, der vidner om, hvordan vi helt nærværende kan møde hinanden fra hjertet af.

Det var rart – og helt ubesværet – at tale sammen om vores fælles og personlige oplevelser med meditation. På turene så vi nyfødte gedkid, vi lyttede til frøernes (kor) sang, vi relaterede os til naturens visdom og de imponerende træer. Vi havde meget at tale om, men gav også plads til pauser med stille eftertænksomhed.

Dagen inden jeg skulle hjem ringede jeg til min mand. Jeg mærkede kærligheden og længslen efter at komme hjem. Alt var godt drhjemme, så ingen grund til bekymring. Nu var jeg klar til at forlade The Forest Refuge for denne gang.

Da jeg tog afsked med de 2 nonner – og inden jeg satte mig ind i bilen – fløj en buddhistisk sætning gennem mit hoved:

”Vær det menneske, du ønsker at møde”.

En afslutning Giver altid plads til en ny begyndelse

Jeg har været på mange retreats gennem årene. Uanset om jeg har været afsted i 3 eller 30 dage, så får jeg altid nye (øjenåbnende) indsigter, der gør mig klogere på mig selv og livet.

En stilheds-retreat er livsforandrende for mange mennesker.

Her slutter min lille serie af noter fra min retreat på Forest Refuge i Barre. Jeg håber, at de kan inspirere dig til at tage på retreat på et tidspunkt.

Få en retreat-oplevelse i skøn natur >>

Kontakt mig endeligt med dine spørgsmål.

Kærligst Lise Lotte

 

Er du i tvivl om en retreat er noget fra dig, så læs også:

9 ting der kan afholde dig fra at tage på retreat >>