skip to Main Content
Sund spiritualitet uden spirituel bypassing

Spirituel bypassing kan spærre vejen til ægte spiritualitet

Spirituel bypassing er et interessant nøglebegreb, som jeg vil fortælle dig om her i dag.

Interesserer du dig for mindfulness, spiritualitet, personlig udvikling eller blot ønsker fred og ro i dit liv, er fænomenet spirituel bypass nemlig et værdifuldt nøglebegreb, som jeg mener, at det er vigtigt at kende til.

Hvad er en spirituel bypass?

En spiritual bypass er en tendens til (ubevidst) at undgå det, der i virkeligheden har brug for fuld opmærksomhed i vores liv. Begrebet blev introduceret i midten af firserne af John Welwood i hans bog ”Toward a Psychology of Awakening.”

Som psykolog og buddhistisk lærer blev han opmærksom på, at spiritualitet ofte bliver brugt som en (ubevidst) forsvarsstrategi for at undgå at arbejde med traumer, gamle smertefulde sår, svære emotionelle eller psykologiske problemstillinger.

En spirituel bypass kan f.eks. være undertrykte eller uforløste følelser som vrede, sorg, der sidder og skaber ubehag i kroppen og psyken. Men i stedet for at bearbejde det, der skaber ubehaget, vælger vi kun at fokusere på positiv tænkning, lys og harmoni. Det kan forekomme både bevidst eller ubevidst.

Men spiritual bypassing løser eller lindrer ikke det, som vi forsøger at undgå. Tværtimod forhindrer fortrængningen os i at opnå det, vi rent faktisk søger igennem den spirituelle praksis.

Ubevidste psykologiske strategier

Undgåelsesstrategier og forsvarsmekanismerne, som spirituel bypassing jo også er en del af, er som regel ubevidste, og vi er ikke klar over, at vi bruger dem. De opleves som en normal del af vores hverdag og måde at opleve os selv på. Men det koster en hel del energi at opretholde disse undgåelses- og forsvarsstrategier – og samtidig med at vi gør det, forhindrer vi også vores mentale frihed og sunde livsudfoldelse.

Det, vi bevidst eller ubevidst søger at undgå, går ikke væk af sig selv – heller ikke når vi fortrænger det. Men når vi ikke selv er bevidste om det, så bliver det næsten umuligt at bryde ud af det selv. Derfor er det godt at få hjælp fra andre til at arbejde med det, og til at gøre op med de skjulte mekanismer.

Mindfulness som spirituel metode

Mange kender mest mindfulness for den beroligende og afslappende virkning. Men mindfulness er en værdifuld metode til at arbejde med svære psykologiske og emotionelle problemstillinger. Ligesom med alt andet, kan mindfulness dog også blive brugt som spirituel bypass, hvis du ikke får den rigtige vejledning.

Vores psykologiske forsvar vil helt naturligt prøve at undgå at gå ind i det smertefulde, så det er almindeligt enten at benægte, at det eksisterer eller også at være blind for, hvad smerten reelt består af. Derfor er kombinationen af mindfulness, medfølelse og samtaleterapi en metode, der kommer hele vejen rundt om dig, der gerne vil gå dybere ind i forståelsen af dig selv.

Hvis du får den rette vejledning, er mindfulness en afprøvet vej (gennem årtusinder) til at løsne svære indre tilstande. En spirituel vej til at føle dig dybt forbundet til både dig selv og andre mennesker, og til en dyb følelse af at høre til i denne verden. Som et helt menneske.

 

Gratis afklaringssamtale 

De 5 forhindringer

Vi har alle skyggesider, som vi ikke kan eller ønsker at se. Og som meditationspraktiserende gennem mange år kender jeg selv til fænomenet spirituel bypassing. Men selve betegnelsen ”spirituel bypass” er forholdsvist ny.

I den gamle buddhistiske visdomstradition kommer fænomenet ofte til udtryk som ”De 5 forhindringer i mindfulness”. Mentale forhindringer, som jeg ofte underviser andre i.

To af forhindringerne er ”begær” og ”aversion”.

De er begge mentale tilstande, som forhindrer os i at se klart. Når en af dem er til stede, kan vi (ubevidst) falde for spirituel bypassing.

Begær er, når vi for enhver pris søger behagelige og nydelsesfulde oplevelser og tilstande. Aversion er, når vi afskyr ubehaget, og forsøger at fjerne det eller flygter fra det gennem ydre søgen og stimulanser. Altså undgåelse og forsvar. Men begge dele leder altid til ubehag og følelsesmæssig frustration i længden.

Er spirituel bypassing godt eller dårligt?

Spirituel bypassing er dog ikke altid dårligt for os. I nogle tilfælde kan det tjene et midlertidig formål at undgå eller forsvare sig mod smerte, når den er akut, meget overvældende eller smertefuld. Det samme kan gælde ved akutte psykologiske symptomer. Her kan det give mening i øjeblikket at skærme sig fra det, der gør ondt. Men på den lange bane er spirituel bypassing en metode, der gør os fastlåste, og som gør, at vi taber muligheden for at opnå en dyb, spirituel og eksistentiel forståelse af livet.

Den forståelse, der ligger i den åndelige føde til sjælen, og som nærer os, og gør det meningsfuldt at være til i det liv, som ikke varer for evigt. En dyb kontakt med dig selv, andre mennesker, dyr, naturen og livet.

Lyder det højtflyvende for dig?

For mig er det helt jordnært. Det foregår lige her, hvor jeg står på jorden: I mit indre følelsesliv, i sjælen i mit sind og dybt inde i hjertet.

Spirituel udvikling og personlig modning

Spirituel udvikling foregår netop ved, at vi kan møde det ufærdige, uperfekte, ubalancerede og ubehagelige i livet. Det er der, hvor vi modnes som mennesker, og hvor vores indre liv får dybde og bliver righoldigt. Men det er altså samtidig den modning, som vi kan spænde ben for med spirituel bypassing.

Mindfulness er en metode, hvor du gennem større bevidsthed og mental klarhed får øje på de undgåelsesstrategier, der forhindrer dig i en naturlig følelsesmodning, hvor du kan rumme alle følelser, og hvor de passer i proportionerne til den situation, du befinder dig i.

Med en mindful ness praksis styrker du din mentale robusthed, hvilket efterhånden vil gøre dig i stand til at møde mere og mere af det, der ligger under undgåelsesstrategierne eller forsvarsmekanismerne. Dit sind bliver mere robust og fleksibelt til at møde behag og ubehag, smerte og glæde, besværligheder og nydelse.

Ja, paradoksalt nok vil netop det at kunne rumme svære indre og ydre følelser, tanker og situationer gøre os stærke, rummelige, fleksible, glade, spontane og mere entusiastiske som mennesker. Men det kræver, at vi kan få øje på det, vi – måske ubevidst – søger at fortrænge.

 

Lær at rumme dine følelser, tanker og impulser på:

Mindfulness MBSR 8 ugers kurset 

 

Læs mere om samtaleterapi her, hvor du kan booke en gratis samtale.

 

Kom på plads i dig selv – og stå stærkere i forholdet til andre kan du læse mere om her  

Lise Lotte Trujillo har siden starten af 1990erne haft en særlig interesse for den nødvendige balance mellem krop og sind. Hendes passion er at hjælpe andre med at finde nøglen til et mindre stressfyldt, mere balanceret og meningsfyldt liv. Lise Lotte er blandt andet uddannet akupunktør, Narrativ Samtaleterapeut, MBSR mindfulness lærer fra Aarhus Universitet og er sideløbende meget optaget af den oprindelige psykologi og filosofi fra buddhismen, der har mere en 2.500 års visdom at trække på.

Hun er blandt pionererne indenfor online mindfulness undervisning.

This Post Has 0 Comments

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Back To Top

Vil du sove godt igen?

 

Kurset indeholder:

 

5 korte og overkommelige mikropodcasts med konkrete redskaber til en god nattesøvn, skøn morgen & dejlig dag.

 

Det koster 0 kr., og du kan altid afmelde dig igen, hvis du ønsker det

God nattesøvn – skøn morgen – dejlig dag