Skip to content

Ukompliceret kommunikation gennem mindfulness – og uden stress

Kommunikation og stress

Der er stort pres på os mennesker i dag – både inde- og udefra. Derfor er stress ofte et komplekst problem, fordi det kan opstå mange forskellige steder i vores liv. Et område, hvor mange mennesker føler sig presset, er i relationen til sig selv eller i relationen til andre mennesker. Det kan gå ud over den måde vi er sammen med os selv eller andre på.

Det er ofte et overset område, fordi det også påvirker og har indflydelse på andre områder af vores liv, hvor det så kan udløse dårlig selvtillid eller lavt selvværd, og så er det dét, vi kalder det. Der kan være en sammenhæng, men det er ikke hele forklaringen. Læs med herunder, og få et stærkt mindfulness-redskab til bedre kommunikation i din hverdag.

Hvad er problemet i relationen?

Mange af de problemer vi har i livet opstår ofte i kontakten med andre mennesker. Vi er som mennesker relationelle væsner, og vi har brug for hinanden, for at føle os trygge i livet. Så når der er problemer, bliver der pillet ved trygheden, vores velbefindende kommer i fare, og det kan give stress.

Jeg vil her give dig eksempler på 3 områder, hvor stress kan opstå i vores relationer.

  • Dårlig kommunikation udløser stress

Det er ubehageligt at være i dialog med andre hvor man ikke føler sig hørt, set eller respekteret. Der kan også være en undertone, en gestus hos den anden person, der ikke helt svarer til de ord der bliver sagt. Fx kan ironi eller andet misbruges, så man kommer til at føle sig dårligt tilpas.

Hvis der er en tendens til, at der ikke bliver talt på en klar og udtryksfuld måde, kan der ligge en masse usagte ord, som man så bagefter kan gå og fortolke på. Måske vil tankerne vende tilbage igen og igen til situationen fordi snakken netop var dårlig og mangelfuld – altså dårlig kommunikation.

Problemet er, at den ene eller begge parter vil have noget bestemt ud af en kommunikation, og ingen af dem lykkes med det. Et typisk eksempel er, at man med næb og kløer argumenterer for netop sin egen mening. Derfor er man måske slet ikke interesseret i at lytte til den anden part. Men det er en fejlopfattelse, at man nødvendigvis behøver at blive enige for at have en god kommunikation. Derimod er det vigtigt at lytte og respektere den andens synspunkter, og selv tale ud på en ærlig, fair og konstruktiv måde.

Den usikkerhed der ligger i situationen er ubehagelig, og det stresser os. Derimod er kærlig-venligheds-metoden en ærlig, klar og konstruktiv måde at kommunikere på.

Selvkritik  er som at overfuse dig selv

Relationen til os selv kan også være udfordret. Det er blevet undersøgt, hvad det egentligt betyder for os mennesker, når vi kritisere os selv. Det har vist sig, at hjernen opfatter det på samme måde, som hvis man bliver overfuset af en anden person. Det kan du sikkert godt fornemme er ubehageligt, selvom du ikke har prøvet det. Og det stresser os også. Selvkritik opstår ofte i forbindelse med at vi sammenligner os med andre mennesker.

Når vi sammenligner os med hinanden

En tredje stressfaktor som er interessant er, når mennesker konstant sammenligner sig med hinanden. Det kan foregå hvor som helst. Til en familiekomsammen, med naboen, til en fest, på jobbet osv. Vi skal jo være en succes. Så det handler ofte om at vurdere om man er pæn nok, god nok, har penge nok, er dygtig nok og ikke mindst, hvad andre synes om en. Altså er der en overvejende fokus på alt det ydre, og ikke så meget om man er et ordentligt menneske, og om man har det godt.

Det er problematisk på flere måder.

Når vores opmærksomhed er fokuseret udad i stedet for indad, fjerner det kontakten fra os selv, så vi ikke rigtige er tilstede i kroppen. Det er problematisk, fordi det er i kroppen vi mærker vores følelser.

Det er ret stressende konstant at sammenligne sig med andre, og når fokus er der, vil der være en stor risiko for at gå ned med stress. For kan vi ikke mærke vores følelser, kan vi ikke rigtig mærke, hvordan vi har det. Og det er jo netop en beskyttelse at kunne det.

Når man altid ser sit eget værd i forhold til andre mennesker, bliver ens selvfølelse relativ, altså afhængig af kontekst og dem, man er sammen med. Men det kan være meget stressende at skulle leve op til sådanne forventninger om, at man altid skal have samme værd som andre mennesker. Det giver en slags konkurrencementalitet, som naturligvis er stressende. Man kommer desværre også ofte til at leve ud fra andres eller samfundets normer, frem for at leve efter sine egne værdier.

Her kan meditationen på kærlig venlighed være vigtig i processen mod at acceptere sig selv som den man er. Og til at leve mere ud fra egne værdier på en tilfredsstillende og glædesfyldt måde.

Hvad er meditation på kærlig venlighed?

Meditationen på kærlig venlighed er en ældgammel mindfulness meditation, der oprindeligt stammer fra buddhismen. I dag bliver der forsket meget i meditationen, fordi det har vist sig, at den er effektiv i behandlingen af stress, angst og depression.

Det er altså en metode, der bruges mange steder i dag i en stresspsykologisk ramme. Man har endvidere opdaget, at metoden udvikler vores følelsesmæssige intelligens, som vil sige at kunne mærke, kunne identificere, forstå og håndtere egne og andres følelser på en intelligent måde.

Meditationen er ikke kun til problemfyldt kommunikation

Man behøver heldigvis ikke at have et problem for at praktisere meditation på kærlig venlighed. Man kan helt enkelt forfine kommunikationsevnen gennem meditationen, og man vil lærer sig selv bedre at kende. Det kan i sig selv være et værdifuldt træk i forhold til forebyggelse af stress, så man stopper op i tide inden det bliver kronisk.

Hvorfor skal jeg bruge meditationen på kærlig venlighed mod stress?

Det oprindelige sigte med meditationen er, at vi kan relatere til alle mennesker og naturligvis også os selv på en varm, åben, omsorgsfuld og accepterende måde – altså god kommunikation.

Det betyder ikke, at man er grænseløs – tværtimod. Det betyder at man sætter grænser ud fra intentionen af kærlig venlighed. Det betyder også at man generelt kommunikerer ud fra en tilstand af kærlig venlighed. Det giver en bedre og mere ærlig kommunikation, end hvis man fx kommunikerer ud fra følelsen af irritation.

Udover at denne metode er et stærkt kommunikationsredskab, så vil du også få det bedre med dig selv.  Det vil du få, fordi du opbygger en mere omsorgsfuld, kærlig og rummelig holdning til dig selv, og du vil opleve større overskud og rummelighed over for andre mennesker – så kommunikation pluseligt bliver til noget nærende fremfor tærende.

For at udvikle kærlig venlighed-musklen, må man træne det. Lidt på samme måde, som hvis man vil løbe et maraton. Man må naturligvis løbetræne for at komme i form.

Sådan gør du

Her får du en helt enkel vejledning i, hvordan meditationen på kærlig venlighed kan udføres.

  1. Sæt dig godt til rette på fx en stol. Se om du kan sidde med en følelse af venlighed og værdighed.
  2. Mærk dit åndedræt ved maven et par minutter, lige for at koncentrere dig. Følg mavens hæven og sænken sig.
  3. Visualiser en person, som du meget let kan føle venlighed for. Og se om du kan fastholde portrættet af vedkommende.
  4. Ret nu tavst gode ønsker mod et menneske du holder af, og med en helhjertet mening bag:

Nu skal du så rette samme intention mod dig selv. Derefter kan du rette den mod alle de mennesker du er i kontakt med i din hverdag. Der er principielt ingen grænser for, hvem du kan ønske det for.

Det er intentionen, at man over tid kan ønske det fra en glædestilstand.

Sådan bruger du kærlig venlighed i dine relationer

Stress i relationer og kommunikation er et emne, som jeg interesserer mig meget for. Det fylder en del på mine kurser, og mange bliver rigtig glade for meditationen på kærlig venlighed, som de også helt lavpraktisk kan bruge ude blandt andre mennesker. Det kan du gøre sådan her:

  • Du kan bruge de gode ønsker mod dine medbilister, så du undgår at hidse dig op over bilkøerne.
  • Du kan bruge de gode ønsker mod nogle af dine arbejdskollegaer, så samarbejdet kan blive mere frugtbart.
  • Du kan rette de gode ønsker mod dine børn, når du mærker, at du er ved at være irriteret på dem. Intentionen om, at de må være glade, vil kunne afværge en konflikt.
  • Brug de gode ønsker mod dig selv i alle de situationer, hvor du føler dig stresset, bekymret eller ængstelig.

Meditationen på kærlig venlighed er et fantastisk redskab til at undgå stress i dine relationer, og til at bringe mere glæde ind i dit liv. Desuden virker den både beroligende og opløftende på samme tid.

Har du en tendens til at trække dig, når du står i en vanskelig situation eller hvis du har et problem, kan den også bruges til at bringe dig tilbage til en autentisk følelse af at høre til i verden. Det er naturligvis meget lindrende at føle at man hører til og at man har en berettigelse på lige fod med andre mennesker.

Det er virkelig værd at gå i gang med meditationen allerede i dag. Rigtig god fornøjelse.

Kærligst

Lise Lotte

 

Få 3 meditationer på mp3, hvoraf den ene er meditation på kærlig venlighed. Klik her >>

 

ligger du søvnløs om natten på grund af problemer i dine relationer, så tjek online kurset: Slip ud af søvnproblemer her >>

Lise Lotte Trujillo har siden starten af 1990erne haft en særlig interesse for den nødvendige balance mellem krop og sind. Hendes passion er at hjælpe andre med at finde nøglen til et mindre stressfyldt, mere balanceret og meningsfyldt liv. Lise Lotte er blandt andet uddannet akupunktør, Narrativ Samtaleterapeut, MBSR mindfulness lærer fra Aarhus Universitet og er sideløbende meget optaget af den oprindelige psykologi og filosofi fra buddhismen, der har mere en 2.500 års visdom at trække på.

Hun er blandt pionererne indenfor online mindfulness undervisning.

Comments (0)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Back To Top

Vil du sove godt igen?

 

Kurset indeholder:

 

5 korte og overkommelige mikropodcasts med konkrete redskaber til en god nattesøvn, skøn morgen & dejlig dag.

 

Det koster 0 kr., og du kan altid afmelde dig igen, hvis du ønsker det

God nattesøvn – skøn morgen – dejlig dag